Hvordan kan det Det Kgl. Teater blive ved med at grave sin egen grav dybere og dybere og dybere? Kan de ikke selv se, at de er ved at miste al mulighed for at forhandle sig frem til et resultat, der for dem at se vil være bedre? Har de overhovedet ikke en politisk strategi derinde? Både for den lobbyisme, der foregår bag lukkede døre og den del af den, der indebærer politisk kommunikation – synlig eller usynlig.
Istedet for at gå i medierne og klynke over, hvor synd det er for dem af alle, at de skal spare – på et tidspunkt, hvor ingen taler om andet end krise og manglende financiering af samfundet.
Istedet for at sætte sig selv over alle andre kulturinstitutioner i dette land – og dermed også miste den eventuelle opbakning, de måske kunne have hentet af kollegiale grunde blandt andre teatre.
Istedet for at bruge udtrykket provinsteater som negativt sammenligningsgrundlag – og dermed lægge alt for let op til sammenligninger
med de landsdelsscener der klarer sig væsentligt bedre og har et meget tættere forhold til publikum og bedre bundlinjer. Plus igen skubbe deres store kollegaer i Aarhus, Aalborg og Odense fra sig.
Istedet for at kommunikere i et lukket forum, hvor de kun taler om deres høje niveau, deres internationale standard og alt det, der vil gå tabt – men uden at kunne fremvise særligt gode publikumstal, støtte fra udlandet eller andet, der med “don’t tell it, show it” kunne bevise det for os.
Istedet for at vælge at føre dialogen med politikerne i medierne – og det er Kulturministeriet selv, der siger det er sådan – og trække på de mest borgerlige bestyrelsesmedlemmer fra den nu afgående bestyrelse – og dermed også få borgerlige støtter til at trække på smilebåndet. For det er lidt for morsomt, at en Claes Kastholm og Uffe Ellemann pludselig synes, at den stat der normalt bruger alt for mange penge på offentligt institutioner nu skal gå ind og give millioner ekstra til netop DKT. Plus at det ikke er klædeligt, at teatret rent faktisk ser ud til at manipulere med deres tal på besparelserne, fordi de ikke mener, at det ekstra tilskud til husene, som de senest fik, skal med i regnskabet. Dermed skjuler de rent faktisk et stort ekstra millionbeløb.
Istedet for at gøre alt det, der er så utrolig forkert, kan det undre, at de ikke til de mange møder, de jo må have været til med politikere og i ministeriet, har lyttet til det, der er blevet sagt. Følger de ikke med i kulturdebatten, læser de ikke, hvad kulturordførerne siger? Hvis de gjorde det, er det jo ikke så svært at analysere sig frem til, hvilke kort, der skal trækkes. For eksempel er det ikke forrygende smart at tale om provinsen som noget tilbagestående, negativt som ingen vil opsøge frivilligt – når så at sige alle kulturordførerne kommer fra denne mørke provins! Og man er også nødt til at omformulere “send flere penge”, og sørge for at have beviserne for hvorfor man skal have dem med. Fordi det er så betændt et krav i disse år.
Det er som om teatret ikke har troet, at man ville røre ved dem. At de har indtaget en attitude fra Heibergs tid, om at vi-er-jo-Det-Kgl-Teater… En status, der har været mere end almindeligt udfordret siden 1960.
Der er ingen tvivl om, at teatrets ledelse har ment, at hvis de skar i kunstnerne, SÅ ville ministeriet vågne op. Og befolkningen med. For så er det hjertet, vi skærer i. Men det er ikke sket. For der ligger en rapport, som har givet for mange forslag til besparelser, som DKT ikke i tilstrækkelig grad har overbevist om, at de rent faktisk har prøvet – allesammen. Ligesom de fleste ved, at teatret rummer en ekstremt stor administration i forhold til alle andre, også store, teatre. Selv teatrets medarbejdere er gået ud og har sagt, at der er ting, der sagtens kan spares på.
Men mest fatalt er nok, at de slet ikke har publikums opbakning. Det publikum som jo altså er politikernes vælgere og dermed noget, enhver politiker har respekt for. Ikke et eneste læserbrev i nogle af aviserne har man kunnet læse, der har bakket op om teatret. Det har kun været de allerede involverede, de ansatte eller andre, der på anden vis er afhængige af teatret og dets lønninger og kunst, som har bakket op og råbt op. Den almindelige publikummer, og gerne dem udenfor Kbh som ikke kommer til byen hver dag, har DKT helt fatalt overset værdien af. De skal nemlig plejes hele tiden. Også når der ikke er krise.
Men nu viser det ringe serviceniveau, som jeg hele tiden har hørt om fra ellers trofaste publikummer, sin grimme bagside. Teatret har været alt for lidt opmærksomme på deres publikum, de har taget dem for givet. Derfor er der heller ingen af dem, der for alvor føler så stærkt for teatret, at de har lyst til at stå frem og bakke op.
At en del af medarbejderne så heller ikke kan støtte ledelsens strategi, gør det ikke lettere for teatret at trænge igennem med deres håb. I søndags var det en stjerne og et ansigt, der virkelig er synonymt med DKT, nemlig Nicolas Bro, der om ikke undsagde sit teater, men dog var lettere tøvende ind imellem overfor om det virkelig ville være undergangen for dansk teater, at DKT skal spare et par procent om året.
Erik Jacobsen og hans nærmeste ledelseskollegaer har fejlvurderet deres status hos publikum, presse og politikere så grelt, at det på nuværende tidspunkt er nærmest umuligt at se, hvordan de skal komme videre herfra. Positivt videre. I mange år frem vil vi forbinde teatret med krævementalitet. Med noget der er for dyrt – og er det egentlig så fantastisk til den pris? Med nogle, der føler sig hævet over andre kunstinstitutioner og også over deres publikum.
Belægningsprocenten på DKT er ikke prangende. En stor del af nedgangen i teaterbilletsalget i Danmarks Statistik skyldes blandt andet en nedgang hos dem og Kbh. Teater i sidste sæson. De spiller måske nok glimrende forestillinger, men der er ikke nogen, der gider dem nok til at give 500 kroner for at komme ind og se dem. For vi er ikke sådan indrettet mere, at DKT er finere, bedre, højere kvalitet end alle andre teatre. Erik Jacobsen gik igen helt galt i byen, da han kaldte teatret en grundforskningsinstitution, og talte om, at vi ikke ville have så gode film og tvserier, hvis ikke det var for DKT. For det var jo her, skuespillerne arbejdede…. Det skulle man så ikke se ret meget på rollelisterne til både de mest sete film og tvserier for at kunne tælle sig frem til ikke passede (selv førnævnte Nicolas Bro er nu kun freelanceansat). Birgitte Hiort, Pilou Asbæk, Sidse Babett Knudsen, Nikolaj Lie Kaas… det er mange år siden vi sidst har set nogen af dem på teatret, og det er Betty Nansen Teatret, der har fået Kaas tilbage til scenen i denne sæson (Bliktrommen).
Resultatet af Det Kgl. Teaters fejlslagne politiske og mediemæssige kommunikation er, at de nu står tilbage som en institution, der er arrogant. Som ser ned på andre kunstinstitutioner. Som ikke indtænker deres publikum i institutionen og i deres argumentation. Som ikke vil se den finansielle virkelighed i øjnene, og derfor lægger alt for meget op til, at vi trækker en parallel mellem historierne om nedskæringer i ældrepleje osv. med et teater, der siger, at de ekstra 100 millioner ville være peanuts i det store regnskab. En institution, der ikke har formået at overbevise om, hvad der er dets virkelige værdi, dets væsentlighed for os som 21. århundrede mennesker, og kommunikere det ud til os på en måde, som ville sætte dem i en bedre forhandlingssituation overfor politikerne. Samt måske give andre end borgerlige debattører og ansatte på teatret lyst til at bakke op om kravet om flere penge.
KULTURDOKTOR 