Sjovt nok er det som teatret står stærkere, når det ses i biografen end i dets rette element: teatersalen?
Berlingske har idag en artikel om, den stigning der er i publikum, der gerne vil se teater i biografen (læs den her).
Især streamingen den 28. september af succesmusicalen “Billy Elliot” i dens West End udgave har været enormt velbesøgt. Efter nytår spiller Det Ny Teater musicalen. Men fordi musicalen kun er sendt én enkelt gang, og så tilpas lang tid før teatret viser den, vil det næppe have den store indflydelse.
Men i England har det en vis indflydelse, at NT Live projektet efterhånden er så stort. Fordi National Theatre er så stor en teaterorganisation, med støtte og penge i ryggen, som få i et ellers ikke subventioneret teaterlandskab, er man ikke udelt begejstret for gigantens indmarch på biograflærrederne også. Slet ikke som regionalt eller turnerende teater.
Da jeg i sommer besøgte English Touring Theatre, lagde lederen af den store turnéorganisation, Rachel Tackley, ikke skjul på sin manglende begejstring for NT Live konceptet.
Hendes problem, som en af de store turnéproducenter er, at hvis man går ind ad den samme dør et sted i provinsen i England, og man til den ene side kan se Dame Helen Mirren i “Fædra” i biografen under NT Live konceptet, og til den anden side kan se ETTs liveforestilling med ikke kendte skuespillere, så er der procentvis større chance for, at folk vælger stjernen. Også fordi det er en forestilling, der typisk vil have været en del hype omkring på landsplan. I længden kan det betyde, at der kommer mindre rigtigt teater rundt i England. Hvor de regionale spillesteder i forvejen er ekstremt pressede af kommuner, der visse steder har skåret deres kulturbudgetter ned til 0 GBP.
Hvis så bare, National Theatre var mere generøse, sukkede Tackley. Hvis de fx. inden filmvisningerne havde et still eller en lille reklamefilm, der opfordrede folk til at huske at besøge det lokale, levende teater, så kunne det give en synergieffekt. For grundlæggende er det vel det, alle gerne vil: Øge publikummet til teaterforestillingerne.
England har helt andre forhold end Danmark, når det gælder teaterlivet. Økonomisk, men også i måden, det er skruet sammen på. Ikke desto mindre kan man da godt overveje, om den succes biograferne i dagens Berlingske melder for at vise teaterforestillinger og operaer, på et tidspunkt bliver en konkurrence til det levende teater lokalt? Eller om det mere er den positive vinkel, man skal have på sagen: at det genererer nyt publikum?
En – igen – engelsk undersøgelse viste tidligere på året, at det er de samme mennesker, der kommer i den britiske operabio-udgave, som ellers går i teatret og biografen. Herhjemme? Tjah, eftersom biografejerne i Berlingske taler om, at folk tager pænt tøj på til operabio, så fornemmer man indirekte, at det nok også her er dem, der i forvejen ville gå i Operaen.
Nu har vi så ikke så stort et marked for opera herhjemme. Kun Den Kongelige og Den Jyske laver opera i den store skala, og så er der mindre operaer med Den Ny Opera i Esbjerg i spidsen. Ingen af dem ville kunne putte en forestilling ind i forsamlingshuset i Vig, derfor er en visning af opera i Vig Bio eneste alternativ til at starte bilen og køre til København eller Aarhus.
Men når det handler om teaterforestillinger, både danske og udenlandske, så kan billedet komme til at se anderledes ud. For hvis en biografbillet koster 200 kr. til en forestilling fra Det Kgl. Teater eller “Billy Elliot”, så er det billigere end at gå i fx. teaterforeningen og se Det Kgl. Teater live. Men det er samtidig dyrt nok til, at biografbilletten i de fleste tilfælde vil erstatte en teaterbillet. Og så trækker vi ikke i længden flere folk til kunstarten, men sender teatrene ud i en slags kannibalisme.
Når det er sagt, så er det da afgjort rart, at biograferne har så stor succes med at vise scenekunst. Jeg noterede mig også, at en af denne uges premierefilm, “Diplomati”, igen er en film lavet over et succesteaterstykke (som faktisk spiller på Stadsteatret i Stockholm lige nu). Så også når filmverdenen skal finde nye, gode historier at fortælle, vender de sig i højere og højere grad mod teatret. Dén succes er det svært at være negativ overfor. Det er bare ærgerligt, hvis den ikke i længden kommer det levende teater til gode, men kun kaster glans over biograferne.
Selv om begge kunstformer er sociale og kræver, vi ser det sammen i en stor sal, så vil det være ærgerligt, hvis den ene på længere sigt minimerer udbuddet af den anden.
KULTURDOKTOR 