Juleforestillinger har været en særlig genre så længe nogen af os kan huske. For ingen af os husker tilbage til 1888, hvor den første udgave af “Nøddebo Præstegård” havde premiere på Folketeatret.
For min skyld måtte Folketeatret godt sætte “Nøddebo Præstegård” op hvert år. Jeg elsker dens blanding af overdreven julehygge, håbløs humor og dybest set grov voksenmobning og en tankevækkende mangel på næstekærlighed julehistoriens lokation taget i betragtning.
Men i dagens Berlingske står det klart, at teatrene ikke er så vilde med at sætte rene juleforestillinger op. De skal sælge på 6 uger, og det er svært at få en stor opsætning til at generere stort nok overskud på så kort en spilleperiode.
Selv om jeg åbenbart ikke er den eneste, der efterspørger “Nøddebo Præstegård” som kickstarter af julestemningen! I følge Folketeatrets chef Kasper Wilton er der hvert år folk, der ringer og spørger, hvornår den har premiere.
Det har den sådan set også i år – bare ikke i København, men i Odense og flere andre, danske byer.
Men når ingen andre københavnske teatre tør satse på julen, er der så meget desto mere grund til at glæde sig over, at Tivoli tager sin nye identitet som musical- og morskabsteater på sig og sætter stort ind med en charmerende fordansket udgave af Broadway-musiclaen “Elf”. Med stort ensemble, levende big band og fuldskala scenografi.
Den deler vandene, for amerikansk er den stadig i sin grund, den er høj i tempo og energi, med hovedrollen Pelle Emil Hebsgaard som en formidabel motor for at der aldrig kommer klumper i en effektiv og livlig aflevering.
Her er noget for de voksne, noget for børnene, men først og fremmest noget for julesindet. Man skal være en decideret julehader eller bidt af en afsky for amerikaniseringen af den danske nissejul for ikke at lade sig indtage og smitte af dens rød-grønne, glimtende, glitrede juleunivers. Suppleret med julemandens værksted i Magasin, dyre D’Angleterre som drømmen om tosomhed og julelykke – og selvfølgelig et lysende, blinkende Tivoli som et af musicalens vigtige steder.
Også i virkeligheden. For der ligger det klar til at indtage, når man kommer ud fra koncertsalen – også selv om det er til en sen aftenforestilling.
KULTURDOKTOR 