Kathrine Wiedemann på hjemmebane

Betty Nansen Teatret er i gang med en sæson, der – på i hvert fald de røde lygter på Alleen – tegner til at tage imod publikum med åbne arme. Første 2014 premiere var på “Don Quixote”.

Da Peter Langdal og Henrik Hartmann overtog Betty Nansen Teatret tilbage i 1992 var deres varemærke, at de gjorde alt det, Det Kgl. Teater burde gøre. De spillede klassikere i stærke opsætninger, ikke kun varetaget af Langdal. De havde de skuespillere, alle gerne ville se. Der var energi, engagement og begejstring overalt omkring dem.

En af de instruktører, som de dyrkede frem, var den meget unge Kathrine Wiedemann. Hun slog igennem med et brag, der gav genlyd over hele København på Får 302 med “Peer Gynt”, der havde hendes daværende kæreste Lars brygmann på rollelisten.
Hurtigt efter hentede Betty Nansen Teatret hende ind for at lave Panduros “Øgledage” med Henrik Koefoed, og siden en nærmest epokegørende dramatisering af Virginia Woolfs “Orlando” med Susse Wold på deres indlemmede anneksscene, Edison.
Derfra gik det stærkt for Kathrine Wiedemann. Men ikke desto mindre har hun også i de mange år efter “Orlando” lavet nogle af sine mest markante forestillinger på Betty Nansen Teatret.
Med mirakelforestillingen “Et drømmespil” som kulminationen:

“Et Drømmespil” var virkelig en drøm af et spil i hænderne på Kathrine Wiedemann og Maja Ravn (foto: Betty Nansen Teatret/PR)

Fra gudedatter til ridderhelt
Netop nu kan de to kvinders seneste værk ses på samme scene.
Det er dramatiseringen af Cervantes klassiske roman om fantasten og helten “Don Quixote” med Nicolas Bro i titelrollen.

Den forlæste, unge romantiker Alonso Quixano tager i sin besathed af ridderromaner navneforandring til Don Quixote af La Mancha. Og så er det ellers ud og redde verden.
Unge mænd med frelsergen er ikke altid lige nemme at sluge, hverken som publikum eller for en skuespiller. Men Nicolas Bros Quixote har en ægte stråleglans om sig. En aura af godhed, en oprigtighed overfor sit projekt som man langsomt kommer til at holde med. Man tror så meget på ham, at de andre ufrivilligt kommer til at fremstå som kyniske, snævertsynede og ubehagelige. Man vil så gerne, at alt lykkes for ham.
Skildret ikke bare medrivende af Nicolas Bro, men også Paw Henriksen, som den både snusfornuftige og også lidt håbefulde Sancho Penza. Der heller ikke kan lade være med at overgive sig til sin medrivende herre.
Omkring de to er Jens Jacob Tychsen, Mia Lyhne, Mads M. Nielsen, Christiane Gjellerup Koch, Morten Eisner og Joen Højerslev i en række små og større roller som niecer, præst, krokone, officer og meget andet med til at skabe en komedie ud af historien. Men tragedien og mørket, der er med til at give klassikeren dens dybde, kniber det mere med at få frem for Wiedemann. To en halv time i sædet er længe at holde koncentrationen gående.

Fysisk forestilling
Teater er jo i sagens natur fysisk.
Men det der karakteriserer Kathrine Wiedemann, og allermest når hun arbejder sammen med Maja Ravn, er, at hun er ekstraordinær fysisk. En stor skuespiller som Kirsten Olesen blev nærmest en anden efter hun medvirkede i Wiedemanns også ret fremragende iscenesættelse af Brechts “Den kaukasiske kridtcirkel” på Det Kgl. Teater. Nu har hun jo virkelig krop på sine roller, foruden intellektet.

I “Don Quixote” er det på visse punkter som med “Et drømmespil” – der er mennesker bag alt, det hele er ekstremt fysisk.
Et hus udgøres af en dør og et vindue, der holdes oppe af næsten usynlige hænder. En vogn behøver kun to hjul trillet frem af kvindehænder og en håndbåret overdækning for at stå som en realitet. Reolerne med de centrale ridderromaner bæres ind som på bårer af skuespillere og statister.

Hjemme hos Don Quixote på Betty Nansen. (Foto: Natascha Tiara Rydvall/Betty Nansen PR)

Det bliver en organisk, ekstremt fysisk iscenesættelse af “Don Quixote”, og det er den menneskelige magi, den lever af og på. Som passer til historien om litteraturens og fantasiens magiske kraft, og dermed giver historien en intensitet, der kan bære den over en scene også.
Det er i høj grad for dette magiske element og de smukke billeder, det skaber, man skal se forestillingen.

Hvad det tyder på, at mange mennesker også gør i øjeblikket. Hvor Betty Nansen Teatret er i gang med en sæson, der i høj grad er præget af store skuespillere, som publikum gerne køber billetter til.

Don Quixote. Dramatisering af Jevgenij Sjvarts på baggrund af Cervantes roman. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Bearbejdelse: Katrine Wiedemann og Peter Dupont Weiss. Oversættelse: Trine Søndergaard. Betty Nansen Teatret. Til 9. februar.

Dele af indlægget er overført fra min anmeldelse af forestillingen i Kr. Dagblad idag.